Grænser

I mit arbejde med tantrabehandling har jeg stort fokus på grænser. Det er vigtigt, at alt, som foregår i rummet, er i overensstemmelse med, hvor du er henne, dine behov og dine grænser for, hvad der føles rart for dig.  Dette samtaler vi om undervejs i behandlingen: Hvad giver mening for dig, hvad føles naturligt for dig?

Man kan nogen gange have en lyst til at udvide en grænse, fordi grænsen føles snærende og begrænsende for en selv. I så fald er det væsentligt at gøre det med omhu og blidhed og med stor bevidsthed om, hvor man står, for der er stor forskel på, om vi udvider eller overskrider en grænse.

Man kan vælge at arbejde med en given grænse, fordi der er noget i en, som higer efter at se, hvad der findes på den anden side. Hvor der er sommerfugle i maven og lyst til at udforske nyt land. Sommerfuglene er et godt billede på, når vi udvider vores grænse: det er lidt nervepirrende, men samtidig ville det føles ærgerligt ikke at forsøge. Når vi nænsomt udvider vores grænser, sker det i denne energi.

Omvendt har de fleste af os oplevet situationer, hvor noget har været grænseoverskridende. Det er mere en energi af at vælte ud over grænserne uden at se dem og uden at respektere dem. Hvor man glemmer at tage udgangspunkt i, hvordan det ser ud her og nu.

Kun ved at mærke hvor grænserne er nu og her og udvide dem derfra, sker der en egentlig udvikling. Når vi forsøger at hoppe over en grænse uden at ænse den, bliver det som oftest grænseoverskridende, hvilket medfører, at vi hopper tilbage igen, og det bliver svært at vinde nyt land og udforske nyt i os selv.